Stefan Moos Andersen

Min baggrund

Styrketræning har været min passion, siden jeg for første gang som 14-15 årig lagde en hånd på en vægtstang i ungdomsklubben. Jeg har altid været utroligt uatletisk, men gennem styrketræningen fik jeg mine første virkeligt positive oplevelser med sport, træning og bevægelse. Dette ledte til, at jeg fik en stor interesse for træning, begyndte at konkurrere i styrkeløft og har siden da været dybt engageret i alt styrketræningsrelateret. Jeg valgte på grund af dette først at læse til fysioterapeut, hvilket jeg færdiggjorde januar 2012, og efter et par år arbejdsmarkedet valgte jeg at læse videre og tage en kandidat i fysioterapi med speciale i styrketræning og træningsvidenskab generelt. Jeg har arbejdet med træning i forskellige variationer i 5-6 år, både som instruktør i styrkeløftklub og fitnesscenter, fysioterapeut på klinik og i fodboldklub, som ansat og som selvstændig. I øjeblikket arbejder jeg også som personlig træner tilknyttet et af Odenses største fitnesscentre samt driver mit eget firma, www.MoosFit.dk, med ydelser indenfor personlig træning og fysioterapi.

I mit virke lægger jeg meget stor vægt på den videnskabelige tilgang til træning koblet med min personlige erfaring samt en pragmatisk tilgang til at finde optimale løsninger for den individuelle klient. Jeg ser det som et fagligt ansvar at gøre op med myter, misforståelser og dårlige råd for at sikre, at flest mulige får en positiv og succesfuld oplevelse med træning samt et udbytte, der matcher.