Rikke Bundgaard

Lidt om mig

Egenligt startede min fascination af kroppen først i 20’erne, hvor jeg tog en uddannelse til fysiurgisk massør. Tidligere havde jeg været fascineret af kroppens kunnen ifbm. med diverse sportsgrene især håndbold. Uddannelsen til fysiurgisk massør bekræftede mig i, at kroppen var interessant og bestemt var noget jeg skulle blive klogere på. Det resulterede i, at jeg blev uddannet fysioterapeut fra UCN Aalborg i sommeren 2011. Kort efter startede jeg i et længere vikariat på 1,5 år på Aalborg sygehus indenfor det neurologiske speciale. Neurologien omfatter skader i hjerne, rygmarv og det øvrige nervesystem.

Efterfølgende startede jeg som selvstændig i 1,5 år, hvor jeg har arbejdet en del med coaching, skadesbehandling, genoptræning og ikke mindst livsstilsændringer.

I april 2015 stoppede jeg som fuldtidsselvstændig, og er nu ansat i Aalborg Kommune som fysioterapeut i medicinsk team. Et team, hvor der er mange multi-syge borgere med fx KOL, hjerte-kar-sygdomme, diabetes og lignende. Samtidig har jeg valgt at fortsætte som selvstændig på væsentligt nedsat tid – og bruger hver uge mellem 2-10 timer på dette.

Jeg har siden 2012 været i gang med diverse efteruddannelser til at supplere min fysioterapeutiske uddannelse – en af de uddannelser jeg bruger utroligt meget er min uddannelse til NLP Coach. NLP Coaching giver en række redskaber til brug i enhver menneskelig kontakt – og er noget jeg gør meget brug af i min behandling såvel som min undervisning.

Uddannelser og kurser:
Fysioterapeut
NLP Coach
Personlig træner (Fitness institute)
Kostvejleder med speciale i børn og overvægt samt aktiv ernæring (AtWork)
Fysiurgisk massør (Aalborg Massageskole)
– og mange andre mindre kurser.

Jeg underviser på:

– Massøruddannelsen – det har min interesse, da massøren ofte er med til at gøre en lille del af fysioterapeutens arbejde. Derfor er det vigtigt for mig, at de er godt rustede til dette job.

– Specialet “Idrætsskader” – interessen er nok helt tilbage fra ungdommen, hvor jeg selv spillede håndbold og oplevede, hvor ofte der opstår akute skader, og hvor vigtigt det er, at få dem behandlet hurtigt og rigtigt for optimal restitution.