Ninette Kayser

Jeg har mit eget firma Pædagogisk Guide i mindfulness for børn, unge & voksne.
Jeg er mindfulness instruktør fra ID Academy, cand.mag. i pædagogik & psykologi fra RUC, pædagog med mange års praksiserfaring og kognitiv coach – alt sammen
fra hjertet

På At Work Skolen underviser jeg i mindfulness for børn og unge, da jeg virkelig har et brændende ønske om at inspirere og støtte dem i livet. Inspirere og støtte dem til et liv forankret i troen på og kærligheden til dem selv og viljen til at være i livet med andre på venlig og tålmodig vis. Jeg ønsker, at alle os, der er tæt på børn og unge i dagligdagen, udfordrer dem til at være i det virkelige sociale liv uden deres ipad og iphone en gang imellem. Støtter dem i at træne musklen til også at være her, lige nu og her! Og ikke hele tiden er ’online’.  Hjerne, krop og hjerte har brug for hvile, og det er vores ansvar som de voksne at guide børn og unge til at finde ro og hvile i sig selv. Til at turde være uden stimuli, til at turde være stille og kede sig.

Min faglige substans udspringer af en passion for at arbejde med mennesker og møde dem, lige præcis som de er. Møde deres indre og se deres potentialer, der endnu ikke er blomstret op, ud, frem og støtte dem i deres eget ønske om at blomstre. Give dem næring til at blomstre til lige præcis det de inderst inde ved af, er sandt for dem. Det være sig børn, unge og voksne.

Jeg har en faglig baggrund i det pædagogiske arbejde primært med børnehavebørn. Jeg har været socialrådgiver for familier med handicappede børn og afholdt mange rådgivende samtaler med forældre og fagfolk.  Jeg er et godt mix af det legende og det dybsindige, det nysgerrige og eftertænksomme med erfaringer både fra Cirkus Benneweis, Spies Guide Skole og frivillig telefonrådgiver for Børn, Unge og Sorg.