Alice Bunde

Min grundholdning er, at al læring starter indefra og breder sig ud som ringe i vandet. Derfor bygges undervisningen til sundhedscoach op omkring læring på to parallelle niveauer – en rejse der på ét niveau byder på øget personlig selvindsigt og udvikling og parallelt hermed et niveau, der udvikler den enkeltes professionelle færdigheder til at assistere andre til øget selvindsigt og til at nå deres personlige mål. For mig er det en stor berigelse som underviser at kunne skabe et fortroligt og inspirerende læringsrum, hvor vi med en anerkendende tilgang og respekt udforsker og udfordrer både os selv og hinanden. At være vidne til den udvikling, som hver kursist gennemlever både personligt og professionelt igennem uddannelsen betragter jeg som en fantastisk gave.

De sidste 9 år har jeg arbejdet som udviklingskonsulent og rådgiver for organisationer med afsæt i primært stress, trivsel, karriererådgivning og handlingsorienteret rådgivning. Jeg afholder workshops, seminarer samt har individuelle udviklingsforløb med ledere og nøglepersoner.

Jeg er uddannet i systemisk ledelse, certificeret coach, stresscoach, mindfulness instruktør og proceskonsulent. Desuden har jeg i bagagen betragtelig viden og erfaring indenfor b.a. den anerkendende tilgang (AI), positiv psykologi, kognitiv coaching og Acceptance and Commitment Therapy (ACT).

Min baggrund er en mangeårig karriere indenfor tv-branchen, hvor jeg var med fra opstarten af TV2 tilbage i 88. De første mange år som redigeringstekniker og tv-producer, de sidste 10 år som teknisk chef og produktionschef indenfor det regionale TV2 system samt for TV Danmark. Jeg har stor ledelsesmæssig erfaring med organisationer i forandring både strategisk, taktisk og operationelt og har medvirket ved flere større implementeringer af nyt digitalt udstyr og deraf følgende forandringsprocesser for både grupper og individer.

Privat har jeg fokus på at opretholde god balance mellem krop og sind og at holde min proaktive ’muskel’ ved lige. Jeg praktiserer dagligt yoga og mindfulness og forsøger i det hele taget at efterleve de indsigter og tilgange, som jeg inddrager og benytter mig af professionelt.

Kernekompetencer:

Individuel coaching

Stresscoaching

Kompetenceafklaring og karriererådgivning

Workshops i forbindelse med diverse forandringsprocesser omkring stress og trivsel management