Spørgsmål og svar – Uddannelsen til Personlig Træner

Kan jeg vælge afdragsordning?

Ja, det kan du godt. Ønsker du en afdragsordning, så koster uddannelsen 15% mere i administrationsgebyr, så prisen bliver i alt 22.712,50 kroner. De 22.712,50 kroner deles i 8 eller 12 afdrag efter ønsker.

  • 8 afdrag over 8 måneder, så du hver måned betaler 2.839,07 kroner.
  • 12 afdrag over 12 måneder, så du hver måned betaler 1.892,71 kroner.

Du har mulighed for at vælge afdragsordningen, når du tilmelder dig uddannelsen.

Ønsker du, at afdragsordningen kører over en længere eller kortere periode? Så giv os et ring på 44486100 eller skriv til os på info@atwork.dk og hør om dine muligheder.

Hvornår skal jeg betale for uddannelsen?

Ved tilmelding betaler du kun 250 kr. i delbetaling, og resten skal først betales kort tid før, du starter på klasseundervisningen.

Hvis du vælger afdragsordning, betaler du også kun 250 kr. i delbetaling ved tilmelding, og så starter din afdragsordning kort tid før, du starter på klasseundervisningen.

Stilles der krav til særlige forudsætninger?

Der stilles ikke særlige krav til forudsætninger for at kunne tage At Work Skolens uddannelse til Personlig Træner, blot en vis nysgerrighed og interesse for fitness og træning.

For at kunne tage denne uddannelse til Personlig Træner behøver du ikke at være Fitnessinstruktør.

Som Personlig Træner skal du kunne vise dine kunder øvelser, og du skal derfor være almindelig funktionsdygtig. Det er dog ikke en forudsætning, at man har mange kræfter eller er i specielt god form – det vigtigste er dine evner til at instruere på professionel og pædagogisk vis.

Hvordan er mine jobmuligheder?

Den store stigning i antallet af fitnesscentre i hele landet har medført, at jobmulighederne som Personlig Træner er særdeles gode. En del kombinerer også det at være Personlig Træner sammen med andre kompetencer, eks. kostvejledning.

Hvem tager typisk uddannelsen, og hvordan bruger de den?

Vi ser alle typer af elever på uddannelsen til Personlig Træner, og uddannelsen bruges således også i mange forskellige sammenhænge.

Størstedelen af dem, der tager uddannelsen, bruger den efterfølgende i fitnesscentre eller som selvstændig Personlig Træner, mens en del bruger uddannelsen som supplement til et job som idrætsinstruktør, skolelærer, pædagog, kostvejleder eller lignende – og så er der en del, der tager uddannelsen, fordi de selv træner meget og ønsker en mere professionel viden om træning.

Der er også en del, der bruger uddannelsen til Personlig Træner som led i et karriereskifte.

Hvilken forskel er der på de forskellige udbudte uddannelser og skoler?

Der findes i Danmark flere forskellige Personlig Træner-uddannelser og skoler, og det er derfor vigtigt, at du finder ud af, præcis hvad du søger i en uddannelse.

Vigtigt er det at bemærke, at At Work Skolens uddannelse til Personlig Træner er godkendt af Europe Active (EHFA), og at den således lever op til de krav, man stiller fra den europæiske brancheforening.

At Work Skolen er uafhængig af fitnesscentrene, og du bliver uddannet så bredt, at du er sikker på, at du kan arbejde på tværs af fitnessbranchen.

Der findes ingen nationale krav til en Personlig Træner uddannelse, men At Work Skolens undervisning bygger især på Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fysisk aktivitet og de europæiske standarder, som Europe Active har sat for en Personlig Træner uddannelse.

Hvorfor er det en fordel at tage uddannelsen på At Work Skolen?

En stor fordel ved at tage uddannelsen til Personlig Træner på At Work Skolen er, at du primært bliver undervist af fysioterapeuter, der sikrer et højt niveau. Samtidig er uddannelsen anerkendt og kan bruges på tværs af fitnessbranchen.

Du får online adgang til al materiale lige så snart, du har tilmeldt dig uddannelsen, og med e-learningen kan du gennemgå læringsfiler, quizzer mm. lige så mange gange, du har lyst til.

At Work Skolen har eksisteret siden 1994 og er kendt i branchen. Sidst men ikke mindst benytter At Work Skolen sig af eksterne censorer, hvilket sikrer en uvildig vurdering af din kunnen til eksamen.

Hvor meget tid skal jeg forvente at bruge til forberedelse/hjemmearbejde?

Som tommelfingerregel siger vi på At Work Skolen, at man skal bruge den samme tid hjemme til forberedelse, som man bruger på skolen til undervisning. Det varierer naturligvis fra elev til elev, alt efter forudsætninger og erfaringer.

Især faget anatomi og fysiologi på Personlig Træner del 1 bruger mange en del tid på.

Hvad hvis jeg ikke kan deltage første gang?

Vi anbefaler, at man møder op til alle undervisningsgange, men hvis du ikke kan deltage første gang, er det helt okay. Skriv blot i kommentarfeltet, når du tilmelder dig, at du ikke kan deltage første gang.

Hvad sker der, hvis jeg bliver syg?

Det er ikke noget problem, hvis man er syg og går glip af en undervisningsgang eller to – særligt, da faget anatomi og fysiologi læses som e-learning, som jo er tilgængelig 24 timer i døgnet, og som gør det nemt at følge med.

Ved lang tids sygdom vil du have mulighed for at ansøge om en standby-plads til næste hold, så du stadig kan få din uddannelse.

Skal jeg have trænet i mange år, for at blive Personlig Træner?

Nej, det er ikke en forudsætning, at du har trænet i mange år, for at du kan tage uddannelsen til Personlig Træner. Det vil naturligvis være en fordel, hvis du kender til træning og har interessen for fysisk aktivitet, men det forudsættes ikke, at du er i specielt god form eller lignende.

Kan jeg tage uddannelsen ved siden af mit arbejde?

Ja, du kan godt tage uddannelsen til Personlig Træner ved siden af et arbejde. På At Work Skolen tilbydes daghold, aftenhold og weekendhold, og da man skal deltage i undervisningen 1 – 2 gange om ugen, kan det fint forenes med et arbejde.

Kan uddannelsen bruges udenfor fitnesscentrene også?

Ja, uddannelsen kan bruges i enhver sammenhæng, hvor der er behov for individuelle træningsprogrammer. Vi ser f.eks. kostvejledere, sygeplejersker og pædagoger, der bruger uddannelsen som supplement til deres øvrige arbejdsområder.

Da At Work Skolen er en uafhængig skole og ikke lægger sig op ad et fitnesscenter, er undervisningen også tilpasset til at kunne bruges andre steder.

Er faget anatomi og fysiologi svært?

Faget anatomi og fysiologi kan ved første øjekast virke svært for de fleste, der ikke har beskæftiget sig med faget før, blandt andet fordi der i faget indgår en række latinske betegnelser.

På At Work Skolen giver vi dig de bedste forudsætninger for at lære faget – dels fordi anatomi og fysiologi inddrages i den praktiske undervisning, og dels fordi du kan læse faget som E-learning på Internettet, hvor du i dit eget tempo kan gennemgå undervisningen og lytte til de latinske ord. Vi har f.eks. oplevet, at personer med ordblindhed har været særligt glade for E-learningen og er kommet igennem faget med rigtig gode resultater, da de netop både kunne lytte, læse og se.

Hvis jeg ikke består en eksamen, kan jeg så gå til reeksamen?

Hvis du ikke består enten den praktiske eksamen eller de online test på uddannelsen, har du selvfølgelig mulighed for at tage en reeksamen mod betaling af et reeksamensgebyr. Man kan maksimalt gå til reeksamen 2 gange, så der er 3 eksamensmuligheder i alt.