Spørgsmål og svar – Uddannelsen til Helse- og Sportsmassør

Kan jeg vælge afdragsordning?

Ja, det kan du godt. Ønsker du en afdragsordning, så koster uddannelsen 15% mere i administrationsgebyr, så prisen bliver i alt 10.867,50 kroner. De 10.867,50 kroner deles i 4 afdrag over 4 måneder, så du hver måned betaler 2.716,88 kroner. Du har mulighed for at vælge afdragsordningen, når du tilmelder dig uddannelsen.

Ønsker du, at afdragsordningen kører over en længere eller kortere periode? Så giv os et ring på 44486100 eller skriv til os på info@atwork.dk og hør om dine muligheder.

Hvornår skal jeg betale for uddannelsen?

Ved tilmelding betaler du kun 250 kr. i delbetaling, og resten skal først betales kort tid før, du starter på klasseundervisningen.

Hvis du vælger afdragsordning, betaler du også kun 250 kr. i delbetaling ved tilmelding, og så starter din afdragsordning kort tid før, du starter på klasseundervisningen.

Hvad er forskellen på jeres massøruddannelser?

Helse- og Sportsmassør
Som Helse- og Sportsmassør kan du give dine kunder en professionel helkropsmassage med fokus på wellness og velvære og du kan ligeledes tilbyde massage inden sportspræstation, samt restituerende massage efter fysisk/sports aktivitet. Du bliver undervist på forløbet af erfarne massører, og uddannelsen består af 70 lektioner, heraf 50 lektioner i massage og 20 lektioner i anatomi og fysiologi (E-learning).

Efter bestået eksamen for både den praktiske massageundervisning og den online anatomi- og fysiologiundervisning modtager du et eksamensbevis. Eksamen vurderes som bestået eller ikke bestået.

Uddannelsen kvalificerer ikke til, at man kan bygge videre med vores massagespecialer.

Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler
Som Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler kan du arbejde professionelt med massagebehandling, hos virksomheder, i egen klinik eller lignende. Du bliver undervist af både erfarne massører og fysioterapeuter, og uddannelsen strækker sig over 130 lektioner, hvor 90 lektioners undervisning er i massageteori og praktisk massage. Denne undervisning foregår sideløbende med anatomi- og fysiologiundervisningens 40 lektioner (E-learning).

Efter bestået eksamen for både den praktiske massageundervisnig og den online anatomi- og fysiologiundervisning får du et eksamensbevis og et karakterblad med dine karakterer fra massagefaget og din beståelsesprocent fra anatomi- og fysiologieksamen. Efter endt uddannelse er du kvalificeret til at videreuddanne dig med vores massagespecialer i Triggerpunkt akupunktur eller Idrætsskader.

Kan jeg opgradere fra Helse- og Sportsmassør til Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler senere?

Nej, hvis du starter med uddannelsen til Helse- og Sportsmassør, kan du ikke opgradere til Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler senere. Den primære grund til dette er, at du uddannelsen til Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler bliver undervist af en fysioterapeut og på Helse- og Sportsmassør af en erfaren massør samt at niveauet er tilsvarende højere på uddannelsen til Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler.

Hvad kan jeg bruge uddannelsen til?

Som Helse- og Sportsmassør kan du give dine kunder en professionel helkropsmassage med fokus på wellness og velvære, og du kan ligeledes tilbyde massage inden sportspræstation samt restituerende massage efter fysisk/sports aktivitet.

Hvordan foregår eksamen?

Du skal til praktisk eksamen i faget massage samt bestå en online test i faget anatomi og fysiologi. Det er en forudsætning for at bestå uddannelsen og få udstedt eksamensbevis, at du består begge fag.

Anatomi/fysiologi
Faget afsluttes med en online test. Testen består af 20 spørgsmål, der skal besvares inden for 30 minutter. Testen skal bestås med min. 60 % korrekte svar. Testen vurderes som bestået eller ikke-bestået.

Massage
Faget afsluttes med en praktisk eksamen, hvor du skal massere en ekstern censor, der er uddannet fysiurgisk massør eller massageterapeut. Den praktiske eksamen forløber over 30 minutter inkl. votering og vurderes som bestået eller ikke-bestået.

Kan jeg blive selvstændig?

Ja, men ønsker du at arbejde professionelt med massagen og blive selvstændig, så er vores anbefaling, at du vælger vores uddannelse til Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler i stedet.

Kan jeg tage jeres specialer, når jeg har taget uddannelsen til Helse- og Sportsmassør?

Nej, for at tage vores specialer i Triggerpunkt Akupunktur eller Idrætsskader skal du have taget vores uddannelse til Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler.

Hvordan foregår undervisningen?

Uddannelsen bygger på to fag, nemlig faget anatomi og fysiologi og selve massagefaget. De to fag tages sideløbende med hinanden, da den viden, du får om anatomi og fysiologi, skal bruges til forståelse og som supplement til det, du lærer i massagefaget. Det er en forudsætning for at blive uddannet Helse- og Sportsmassør, at begge fag bestås.

Faget anatomi og fysiologi strækker sig over 20 lektioner og foregår som online undervisning. Når du tilmelder dig uddannelsen, får du med det samme adgang til alt online undervisning, så du kan starte på dette med det samme, hvis du ønsker det. Faget afsluttes med en online test.

Faget massage strækker sig over 50 lektioner og foregår som klasseundervisning, og undervisningen er både teoretisk og praktisk. Faget afsluttes med en praktisk eksamen.

Hvem underviser på uddannelsen?

På uddannelsen til Helse- og Sportsmassør bliver du undervist af en erfaren massør, der minimum har taget vores uddannelse til Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler.

Kan jeg få merit for anatomi og fysiologi, når jeg har taget jeres uddannelse til Fitnessinstruktør eller Personlig Træner?

Ja, det kan du godt. Så skriver du bare i kommentarfeltet ved tilmelding, at du allerede har taget vores uddannelse til Fitnessinstruktør eller Personlig Træner.

Hvis jeg senere vil tage uddannelsen til Fitnessinstruktør eller Personlig Træner hos jer, kan jeg så få merit for anatomi og fysiologi, når jeg har taget jeres uddannelse til Helse- og Sportsmassør?

Nej, da undervisningen i anatomi og fysiologi på uddannelsen til Helse- og Sportsmassør afsluttes med en online test, som er på et andet niveau end den anatomi og fysiologieksamen, du skal bestå på uddannelsen til Fitnessinstruktør eller Personlig Træner. Du vil selvfølgelig have nemmere ved at læse op til eksamen i anatomi og fysiologi på disse udddannelser, da flere ting vil gå igen.

Hvis jeg ikke består en eksamen, kan jeg så gå til reeksamen?

Hvis du ikke består enten den praktiske eksamen eller den online test på uddannelsen, har du selvfølgelig mulighed for at gå til en reeksamen mod betaling af et reeksamensgebyr. Man kan maksimalt gå til reeksamen 2 gange, så der er 3 eksamensmuligheder i alt.

Skal jeg selv ud og købe materialer?

Nej, uddannelsen til Helse- og Sportsmassør inkluderer alle nødvendige undervisningsmaterialer.

Hvad vil I anbefale, hvis jeg vil ud og købe en massagebriks?

Vi anbefaler generelt to steder:

Bodymind Company

Kilden

Vores anbefaling er, at du køber en briks, som ikke er for bred. Du bør købe en briks, der er så smal som muligt, da det giver dig de bedste forudsætninger for at arbejde i gode arbejdsstillinger, når du giver massage. Mange tænker, at jo bredere briksen er, jo mere luksuriøst virker det, men det giver nogle potentielt rigtig dårlige arbejdsstillinger for dig som massør. Derudover anbefales det, at du starter med at købe en briks til omkring 1.000 kroner, da disse er af fin kvalitet, og hvis du senere skal ud og arbejde som professionel massør, kan du senere lave en større investering.

Er der mødepligt?

Nej, der er ikke mødepligt på uddannelsen, men vi anbefaler naturligvis, at du møder op til alle undervisningsgange, så du er bedre forberedt til at bestå din eksamen.

Hvor meget tid skal jeg forvente at bruge til forberedelse/hjemmearbejde?

Som tommelfingerregel siger vi på At Work Skolen, at man skal bruge den samme tid hjemme til forberedelse, som man bruger på skolen til undervisning. Det varierer naturligvis fra elev til elev, alt efter forudsætninger og erfaringer.