Sofie

Positiv psykologi er ikke en bog med en slutning. Det er en vej igennem livet, som hver dag skal være et bevidst tilvalg. Gamle mønstre ligger i mig, men jeg er bevidst.

Få positiv inspiration

På kurset til Positiv Psykologi Vejleder Online bliver kursisterne bedt om at udarbejde en kort afsluttende opgave. Vi har spurgt nogle af vores kursister, om vi må dele deres opgaver, så du kan få glæde af dem, og måske lade dig inspirere til den dag, hvor du skal give dig i kast med din afsluttende opgave.

Du kan læse om kurset her

Du kan læse opgaven her

Bitterheden

“Jeg vil godt have løn for at arbejde, ikke arbejde for at få løn.”

Når man er lærer i dag, så bliver man prøvet af. Mange dage går jeg på arbejde, kun for at være sikker på, at der sidst på måneden tikker penge ind på bogen. Penge, som gør det muligt at leve det liv, som jeg gerne vil leve.
Trist er det, at det liv jo først leves, når jeg får fri, kan køre hjem til min mand. Vores tre børn. Være mor. Være kone. Den endnu mere triste sandhed er, at jeg kan køre hjem og kaste mig direkte over madlavningen. Opvasken. Mængden af madpakker, som skal stå klar i køleskabet. Når alt er klaret, falder jeg nærmest bevidstløs om i sofaen. Min mand skal ikke spørge mig om noget, bedst er det faktisk, hvis han lader mig være alene i stuen. Jeg orker ikke at forholde mig til flere mennesker.
En anden del af sandheden, og den gør mere ondt, er rent faktisk, at jeg langt de fleste dage overlader nærværet og tætheden med vores tre børn til min mand. For jeg orker dem ikke. Jeg orker ikke mere rummelighed. Flere mennesker, som har brug for mig. Flere, som kræver af mit overskud. Jeg kobler af, og bliver til batteriet, som skal sættes i en oplader, som har brug for strøm…. Ellers er der ikke energi til at arbejde dagen efter.

Jeg arbejder for at få løn.

Jovist… jeg blev da lærer, fordi jeg brænder for at arbejde med mennesker. At stå ved siden af unge mennesker og være med på sidelinjen, når de udvikles, vokser, ser lyset og forstår. Men ærligt talt…. Der er langt imellem snapsene. Det er ikke så ofte, at jeg føler, at det sker. Måske er det mig, der er blevet bitter og lukker af.

Jeg kigger på mine egne børn. Jeg kigger på de unge, som jeg får lov til at være med til at præge. Tænker, at så mange forsøger sig på at ville lære dem noget, som de endnu ikke forstår, hvad de skal bruge til. Jeg gør det selv. Hvorfor skal vi analysere tekster??? Ja, det da soleklart… Det handler om, at man skal lære at se bagom tingene. At man skal lære at forstå sig på livet og det levede liv.

”Når vi læser sådan, at vi personligt tilegner os det læste, så føler vi her det inderste punkt i begivenhedernes gang, i handlingernes oprindelse, karakterpunktet, viljespunktet, lidenskabspunktet, det archimediske punkt, hvorfra jorden bevæges – tildragelsernes og selve historiens nerve ligger blottet for vore øjne. Hvorfor skal vi altså læse? For at forøge vor indsigt, aflægge vore fordomme og blive i stedse højere grad personligheder.”

(Georg Brandes: Om læsning, 1908)

”Jamen jeg skal være tømrer” Siger den arme 17 årige dreng, som bare ikke magter flere dansklærere …. Nå, ja det er jo en anden sag… så skal du analysere tekster for at blive så god til det, at du kan bestå dansk med mindst 02. Ellers kan du ikke komme ind på uddannelsen.

Hvad sker der med mig? Hvor er min ild? Hvem slukkede den?

Er det en generel og helt almindelig eksistentiel snart 40 års krise, jeg befinder mig i?

En af vores gode venner forklarede ganske for nylig, at han havde overlevet 40 års krisen. Det havde været hårdt. Deprimerende og tungt. Også for hans familie. Hvad sker der i sådan en 40 års krise, var mit spørgsmål til ham. Han tog nok en slurk af sin kaffekop og sagde: ”Man går fra at gøre til at være” Enkelt men sandt. Og svært. Formålet med dig er brugt. Du har sat børn i verden, du har bygget dit hjem op. Taget din uddannelse. Nu skal du bare være i det liv, som du har bygget op. Og det er svært.

Acceptere, at man skal være. Og lære bare at være. Og hvad så, når man som mig, ikke kan orke at være. Altså, måske knap så dramatisk… glemmer at nyde at være.

At det rum, som man har fået skabt til at være i, ikke giver plads og tid. Ikke giver grin og nerve. Eller i hvert tilfælde giver alt for lidt af det.

Hysteriet

Af og til kammer bitterheden over i hysteri. Så bliver jeg overvældet af en dybfølt og dyrisk trang til at skrig. Bide i et barn. Smadre et glas igennem køkkenvinduet. Jovist formår jeg at styre mig. En social kompetence, jeg har tillært mig hen ad vejen.
Vreden af afmagten bobler i mit hjerte, bruser over og gennemsyrer alle mine nervetråde med trang til at skride. Lade elever være elever, skoleleder være skoleleder, kollegaer være kollegaer, mand være mand og børn være børn. Blive fri.

Jeg bider fra mig, jeg hvæser, jeg skælder ud.

Negativiteten fylder hele mit sind. Der er ikke broer over de afgrunde, som jeg synes at kunne se hele vejen rundt om mit jeg. Formår jeg at bygge en bro, er den fyldt med bekymringer om fremtiden. Angsten for at krydse den bliver større end lysten til at nå i mål. Jeg græder.
Nogle gange lydløst og andre gange så højt, at min mand for pokker da må kunne se, at det bare ikke går mere. Vi må flytte. Går på boligsiden og tjekker den ene villa ud efter den anden. Den ene efter den anden ser ud til at være rammen om det lykkelige liv. Akkurat som drømmen om vores nuværende hjem var det. Stræber efter mere. Stræber efter at leve i det nu, som kommer i stedet for det nu, som er her flygtigt lige nu.

Negativitet.

Forandringen

Her er det vigtigt at påpege at bevidstheden kommer i en proces… Det er ikke en, som dukker op uinviteret. Det handler om beslutningen om aktivt at ville ændre. Ændre den bevidstløse skyggevandring. Et aktivt fravalg af at leve sit liv på automatpilot.

At ændrer sin livsoptik. ”Det er ikke en tilskuersport”

Der må læring til. For broerne over afgrundene bygger ikke sig selv.

Livet er spændt ud mellem vilkår og vilje. Jeg må sætte nye vilkår for mig selv. Sætte nye standarder for, hvad jeg vil have ud af mit liv, og hvad jeg vil fokuserer på. Hvad jeg vil lære mine børn, mine elever. Hvad jeg altid har prædiket for dem, som ville høre, men som jeg ikke selv har lært at praktisere.

Jeg vil være positiv psykologivejleder, og jeg må starte med at vejlede mig selv.

Det skal være meningsfyldt. Derfor har jeg fortalt lidt om min baggrund. For meningsfuldhed kan opstå, når man fortæller om sin livssituation. Alt foregår i en relation til nogen eller noget. Og de er meningsdannende.

DU er min relation.

Du behøver ikke at vinde min tillid, den giver jeg dig. Sammen med min sårbarhed.

Det første, der skal ske, er, at jeg må ændre min tilgang.

Jeg var negativ. Jeg var udbrændt. Jeg var bitter. Jeg var hysterisk. Alt sammen er i datid, for min oplevelse af dette skal ses objektiv og ikke som et karaktertræk hos mig.

Håbet er vigtigt.

Jeg begriber og forstår, hvad der har lagt grunden for, hvordan jeg har ageret tidligere i mit liv. Det giver mig RO og OVERBLIK.

Nu ved jeg, hvad jeg skal.

Jeg er ikke naiv. Der kommer stadig mange dage, hvor jeg bliver udfordret. Men med mit nye fokus, så kan jeg mestre situationen.

”At leve i nuet er livets teknik –
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælger det næste.

Og det forrige nu og det kommende nu
blir aldrig i livet presente,
og alle folks levetid går sågu
med bare at vente og vente.

For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste bliver aldrig det rette.
næ, sørg for, at nuet du lever i,
éngang for altid er dette!”

Piet Hein

At mestre positiv psykologi, at være mindfull og nærværende. At fokusere på trivsel og ikke på afgrunde.

Jeg har lyst til at leve, jeg tror på mig selv. Jeg ved, at jeg kan lykkes. Jeg mærker livskvalitet, og jeg ved, at det er mit ansvar. Jeg er stærk og glad. Jeg ved, at jeg er elsket. Jeg føler.

Jeg kan tage hånd om mit liv, jeg kan tage det ansvar, som jeg ved, der er mit. Jeg kan overskue min situation. Jeg kan handle. Det er mine kompetencer.

….. Som jeg tror på, at jeg deler med alle mennesker. Det på trods, at ikke alle er sig det bevidst.

Smil- og hvad der deraf vokser

Så lille en ting. Så gratis og så effektfuld. Inden for det næste døgn, og døgnene som følger efter. Jeg smiler til dem, som griber smilet med det samme, jeg smiler til dem, som ikke ved, hvor de skal gøre af min gratis gave.

Effekten udebliver ikke. Jeg smiler pludselig også til mig selv. Jeg smiler, og mærker andre smiler tilbage. Skridtene hen ad gangen bliver lettere, der kommer positive bemærkninger og det bedste er, at når jeg observerer dem, som jeg sender gaven til. Deres skridt hen ad gangen bliver også lettere.

Dagen bliver god.

Vi blomstrer. Det handler ikke mere kun om mig, men om min virkning i relationen med andre. Og deres virkning på mig. Den positive bold man kaster, kan ikke sendes negativt retur.

Positivitet gør os åbne. Den afgørende sandhed er, at vores positive følelser åbner vores hjerter og gør os mere modtagelige og mere kreative.

Mine følelser ændrer sig. De er udsprunget af tanker og disse tanker udløser nye følelser. Den vej, jeg vender forstørrelsesglasset på, bliver det, som præger mit indre landkort.

Jeg mærker mere energi.

Jeg kan mærke, at jeg smitter. Men det er med sundhed.

Bakker og afgrunde. De er der. Jeg er så bevidst. Jeg ved godt, at ikke alt er positivt. Ikke alt kan styres med min velvilje. Positivitet er ikke fornægtelse af virkeligheden. Jeg er ikke naiv.

Men brøkerne skal gå op. 3/1 – det er optimalt. Og mærker jeg den ene brøk hårdt, så ved jeg, at det er naturligt. Desto mere fokuserer jeg på at give brændstof til det gode liv.

Jeg elsker at male. Jeg elsker at sy. Jeg elsker at være kreativ. Jeg elsker at læse. Jeg elsker godt selskab. Jeg havde bare glemt at sørge for, at det blev en del af min hverdag. Det gør jeg nu. Jeg booster. Jeg sørger for de optimale betingelser. Det som gør mig i stand til at være positiv.

Jeg er bevidst.

At være rotteræser med hang til at fokusere på det nu, som skal komme. Det er ikke der, jeg vil være mere. Jeg fokuserer på, at der er et mål, men vejen dertil er også betydningsfuld. Den vej er mit nu.

Jeg er blevet bevidst om, at min lykke ikke er penge og materielle ting. Min lykke er nuet.
Göethe har ret. Jeg er gået i gang. Og der er magi, gunst og kraft i at være i gang.

Flow

Flow er for fedt.

Mere er der ikke at sige. Jo, måske, at bevidstheden om flow er endnu federe. Jeg oplever det hver dag. Når jeg maler, når jeg er kreativ.

Når jeg laver mad. Tid og sted ophører. Jeg nynner. Det er mit vartegn. Jeg nynner, når jeg er i flow.

Nu nynner jeg også, når jeg gør rent. Flow er virkelig for fedt.

Det giver mening, og mening gør, at jeg kommer i flow, også når jeg beskæftiger mig med ting, som før bare var så irriterende.

Mindfulness

Panden rammer ret mod muren. Mindfulness er svært. Det kræver min tålmodighed. Jeg falder fra, tjekker pludselig facebook, som en ufrivillig, tvungen handling. Et tilbageskridt på min mission. Jeg falder i søvn i en scanning af min krop. Min tålmodighed er ikke i top. Der skal trænes, og det er en on -going proces.

Der skal trænes.

Mere endnu. Men jeg tror på det. Og oplever mere mindfullness i mine daglige gøremål, blot ved at være opmærksom på det.

Jeg er rummelig overfor mig selv. Og husker virkelig på, at der er mere rigtigt ved mig lige nu, end der er forkert.

Jeg vil lære det.

Jeg er venlig overfor mig selv, jeg accepterer det, jeg er åben. Jeg holder ud…. Og jeg forsøger virkelig at være modig.

Jeg er i foråret, hvor jeg plejer at være så stresset, at jeg ikke kan kende forskel på a og b. Ikke så hensigtsmæssigt. Jeg træner mit bevidste nærvær, og mærker, at jeg ikke er så modtagelige for stres. Jeg fokuserer på en dag ad gangen, og på at være i den dag, som jeg står i nu, og ikke i de travle dage, som ligger og venter foran mig.

Det fungerer. Og jeg træner.

Det koger i gryden

Og jeg kan mærke i alle fibre i min krop, at retten, som er i gang bliver helt fantastisk. Jeg læser om PERMA og mærker endnu mere mening. PERMA+ kender jeg effekten af. Når jeg er bevidst om tiltag og indtag, så øges positiviteten.

Jeg lever i den virkelige verden og er mig også det bevidst. Jeg udfordrer min vanetænkning, jeg er mere rationel.

Jeg indfanger styrker, jeg kvalificerer og bekræfter dem.

Jeg træner.

Positiv psykologi er ikke en bog med en slutning. Det er en vej igennem livet, som hver dag skal være et bevidst tilvalg. Gamle mønstre ligger i mig, men jeg er bevidst.

Jeg er ikke færdig med at gøre. Jeg skal ikke bare være. Jeg skal både gøre og være.

Vi er hinandens årsag, og jeg er blevet mig meget bevidst om min virkning på andre.

Mine børn smiler mere.

Min mand smiler mere. (Og han får flere kys)

Mine kollegaer smiler mere.

JEG smiler mere.

Det er mit nye mål, at smitte andre med sundhed.