Jan

En ting er helt sikkert. Jeg har fået en masse redskaber med mig i forløbet. En masse redskaber som vi i ledelsesteamet vil gøre brug af i vores mission på at gøre Næsgaard Efterskole til en endnu bedre og positiv arbejdsplads samt et endnu bedre sted at være for eleverne. Tak for det.

Få positiv inspiration

På kurset til Positiv Psykologi Vejleder Online bliver kursisterne bedt om at udarbejde en kort afsluttende opgave. Vi har spurgt nogle af vores kursister, om vi må dele deres opgaver, så du kan få glæde af dem, og måske lade dig inspirere til den dag, hvor du skal give dig i kast med din afsluttende opgave.

Du kan læse om kurset her

Du kan læse opgaven her

Positiv Psykologi Vejlederkurset har for mig været en del af massageterapeutuddannelsen. Et ”bonusområde” for mig som jeg har set frem til. Jeg har ofte fået at vide, at jeg ser meget optimistisk på tilværelsen, samt at jeg har et meget rummeligt menneskesyn. Efter at have fået fagord på ved jeg nu, at jeg er en Realistisk Optimist. Jeg arbejder derfor også på et sted, hvor der er en meget anderkendende tilgang til mennesker. Nemlig Næsgaard Efterskole

Jeg vil anvende det, jeg har lært om positiv psykologi ved at implementere det på flere planer. Både det personlige, men også det arbejdsmæssige.

Personligt:
På det personlige plan er jeg blevet meget inspireret af mindfulness. Selv om jeg er rolig af sind, rummelig og generel positiv, kan jeg til tider have lidt svært ved at være nærværende og til stede i samtaler. Hovedet kan sagtens bearbejde en masse andre gøremål, mens jeg har en samtale, hvilket jo ikke gør mig særligt tilstedeværende eller fokuseret. Det gælder i alle sammenhænge. Både privat og arbejdsrelateret. Jeg tænker, at jeg vil implementere og eksperimentere lidt med meditationer. Måske vil der senere i mit liv være grobund for et 8-ugers mindfulness forløb. Interessen er i hvert fald vakt.

Også emnet omkring positivity ratio har ramt mig. I en travl hverdag med lederstilling, børn på 11, 7 og 0 år har man nok at gøre med at holde tungen lige i munden. Selv med et positivt sind kan det ikke for mig undgås, at der kommer negative følelser i løbet af en dag. Her skal jeg også på hjemmefronten blive bedre til at nærme mig de 3-1 i positive følelser kontra negative følelser.

Slutteligt har kurset for mig selv givet anledning til en bevidstgørelse omkring min egen indflydelse på mine familiære relationer. Jeg har godt været klar over, at mit sind og væremåde har en positiv indflydelse på mine nære omgivelser, men jeg vil i højere grad være bevidst omkring at ”plante” gode følelser i mine børn og prøve at give mit optimistiske og positive livssyn videre.

Arbejdsmæssigt:
På min arbejdsplads har jeg en position som viceforstander. Vi er en efterskole med 150 elever og 27 ansatte, så der er store potentialer for at arbejde med positiv psykologi. Især i min stilling, hvor jeg kommer meget i berøring med både elever og ansatte. Jeg har forældreorlov lige nu og frem til uge 8, men har allerede tænkt mig at sparke påvirkningen på min arbejdsplads i gang nu, ved at sende artiklen ”Psykisk sundhed kan trænes” af Ebbe Lavendt til samtlige ansatte som inspiration. Så kan folk læse den eller lade være, men jeg ved, at næsten halvdelen af personalet vil læse det med interesse. Vi har generelt en meget positiv, engageret og dedekeret personalegruppe, men som jeg også har lært i løbet af mit psykologiforløb, vil der altid være negative følelser og energier tilstede på en arbejdsplads. Jeg er også sikker på at ens generelle sundhed og dermed også sygdomshistorik, hænger nøje sammen med det livssyn, man har.

Også øvelsen med hver aften at nedskrive 3 gode oplevelser fra den forgangne dag over eksempelvis et par uger, ville være lige til at tage med på arbejdspladsen. Det kunne være spændende at se, hvad det gjorde ved både elever og ansatte. Kan det flytte fokus? Jeg tænker, jeg vil lave det som et frivilligt eksperiment, når jeg kommer tilbage fra min forældreorlov.

Styrker og dyder kunne også være et interessant område at arbejde med. Jeg tænker her på de 24 styrker, som VIAs online-test benytter. Jeg blev i hvert fald overrasket over mit resultat. Især synes jeg, at fasen med at skulle gætte sine egne styrker var interessant. Dog synes jeg ikke, jeg vil bruge det som et direkte arbejdsredskab for de ansatte. Nok nærmere for at skabe lidt interesse og opmærksomhed for egne kvalifikationer. Det er altid spændende efterfølgende at høre om ens kolleger kan nikke genkendende til ens styrkeprofil. Det sidste inden for styrker og dyder jeg vil tage med mig, er forholdet 5-1. Altså at arbejde med sine styrkesider i 5 timer for hver gang man arbejder 1 time med sine svagheder.

AI på arbejdspladsen har jeg stiftet bekendtskab med på en tidligere arbejdsplads. Jeg vil her tage 4-D modellen med mig og præsentere den for personalegruppen. Det er dejligt at tage afsæt i det der fungerer for herefter at gøre det endnu bedre. Det kræver lidt øvelse, men det er den rigtige vej at gå. Slut med fejlfinderkulturen.

En ting er helt sikkert. Jeg har fået en masse redskaber med mig i forløbet. En masse redskaber som vi i ledelsesteamet vil gøre brug af i vores mission på at gøre Næsgaard Efterskole til en endnu bedre og positiv arbejdsplads samt et endnu bedre sted at være for eleverne. Tak for det.