Spørgsmål og svar – Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler

Kan jeg vælge afdragsordning?

Ja, det kan du godt. Ønsker du en afdragsordning, så koster uddannelsen 15% mere i administrationsgebyr, så prisen bliver i alt 24.725 kroner. De 24.725 kroner deles i 6 eller 12 afdrag efter ønske.

  • 6 afdrag over 6 måneder, så du hver måned betaler 4.120,83 kroner
  • 12 afdrag over 12 måneder, så du hver måned betaler 2.060,42 kroner.

Du har mulighed for at vælge afdragsordningen, når du tilmelder dig uddannelsen.

Ønsker du, at afdragsordningen kører over en længere eller kortere periode? Så giv os et ring på 44486100 eller skriv til os på info@atwork.dk og hør om dine muligheder.

Hvad er en bruttolønsordning?

Der er flere af vores kursister, som helt eller delvis får betalt deres kurser eller uddannelser af deres arbejdsgiver. Såfremt du ikke har denne mulighed, er der måske mulighed for, at du selv kan købe kurset for cirka halv pris.

Via en såkaldt bruttolønsordning kan din arbejdsgiver betale kurset eller uddannelsen mod at modregne dette i din bruttoløn. Det koster dermed ikke din arbejdsgiver penge, og du betaler selv, men med dine lønkroner før skat, hvilket oftest kan spare dig for det halve.

Du kan læse mere på SKAT’s hjemmeside her.

Du er selvfølgelig også velkommen til at skrive til os på info@atwork.dk og høre om dine muligheder.

Hvornår skal jeg betale for uddannelsen?

Ved tilmelding betaler du kun 250 kr. i delbetaling, og resten skal først betales kort tid før, du starter på klasseundervisningen.

Hvis du vælger afdragsordning, betaler du også kun 250 kr. i delbetaling ved tilmelding, og så starter din afdragsordning kort tid før, du starter på klasseundervisningen.

Hvordan tilmelder jeg mig, hvis en anden skal betale for mig?

Hvis du ønsker at tilmelde dig, men der er en anden part, der skal betale for din uddannelse (det kunne eksempelvis være din arbejdsplads), så skal du bare tilmelde dig som normalt og skrive i beskedfeltet ved tilmelding – under ”Yderligere information” – hvem, der skal betale. Vi har brug for en kontaktperson, e-mail og evt. et EAN-nr. Ved tilmelding er der en delbetaling på 250 kroner, men denne får du retur hurtigst muligt, og vi sender faktura på det samlede beløb til den anden part. Du lægger således blot de 250 kroner ud.

Vær venligst opmærksom på, at du er kunden, og at du hæfter personligt for tilmeldingen og for det fulde beløb, hvis den anden part ikke betaler fakturaen rettidigt. Hvis du ikke ønsker dette, så bedes den anden part foretage tilmeldingen.

Hvornår er deadline for at kunne melde sig til et hold?

Du kan melde dig til helt op til klassestart, hvis der stadig er ledige pladser. Så længe holdet fremgår på hjemmesiden, så længe er det muligt at tilmelde sig.

Holdet vil blive lukket, når det er fyldt.

Hvordan er mine jobmuligheder?

Særligt stigningen inden for virksomhedsmassage har skabt en del jobs for massører i de senere år, og jobmulighederne er derfor gode. Nogle massører kombinerer ligeledes egen klinik med job i virksomheder og får på den måde en arbejdsuge fyldt op. Der er også massører, der får job i spa- og wellnesscentre, svømmehaller, fitnesscentre mm.

Kan jeg starte egen klinik efter endt uddannelse?

Ja, du kan godt starte egen klinik efter at have taget At Work Skolens uddannelse til Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler. Vi ser mange elever, der efter endt uddannelse starter op som selvstændige, f.eks. med virksomhedsmassage eller i form af egen klinik.

Stilles der krav til særlige forudsætninger?

Der stilles ikke krav til særlige forudsætninger på At Work Skolens uddannelse til Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler. Massage er naturligvis et fysisk fag, og man skal derfor være almindelig funktionsdygtig.

Det er ikke en forudsætning, at man har mange kræfter for at blive Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler. Vi har på uddannelsen stort fokus på arbejdsstillinger, så du lærer at bruge din krop på den rigtige måde og dermed ikke skal bruge unødige kræfter eller være specielt stærk.

Hvem tager typisk uddannelsen, og hvordan bruger de den?

Dem, der tager uddannelsen til Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler, kommer med forskellige baggrunde, og vi oplever, at uddannelsen bruges på mange forskellige måder. En del tager også uddannelsen som et karriereskifte.

Nogle tager uddannelsen for målrettet at starte egen klinik, nogle ønsker at arbejde som massører i f.eks. idrætsforeninger, spa-centre og lignende, og andre bruger f.eks. uddannelsen som et supplement til en anden uddannelse f.eks. pædagoger, kosmetologer, personlige trænere, sygeplejersker m.v.

Er der forskel på uddannelsen i forhold til, om jeg tager uddannelsen over 6 uger, 10 uger eller på 20 uger?

Det er fuldstændig samme uddannelse, pensum, pris og endemål. Eneste forskel er antallet af lektioner, du har pr. uge.

Mange, som har fuldtidsjob, har ikke mulighed for at tage et 6 ugers forløb med 2-3 dages undervisning om ugen. Derfor har vi også hold med aften- eller weekendundervisning, hvor undervisningen foregår 1 gang om ugen.

Hvilken forskel er der på de forskellige udbudte uddannelser og skoler?

Der findes i Danmark en del forskellige massøruddannelser og skoler, og det er derfor vigtigt, at man finder ud af, præcis hvad man søger i en uddannelse. To forhold adskiller typisk skolerne; dels det forhold om uddannelsen har fokus på alternativ behandling eller evidensbaseret massagebehandling, og så forholdet omkring undervisernes faglige baggrund. På nogle massøruddannelser er det primært massører, der underviser massører – og sikkert i god tro – men dette giver naturligvis ikke den samme faglige dybde, som når underviserne primært er fysioterapeuter, der har en statsautorisation med sig.

At Work Skolen har eksisteret siden 1994 og er kendt i branchen. Sidst men ikke mindst benytter At Work Skolen sig af eksterne censorer, hvilket sikrer en uvildig vurdering af din kunnen til eksamen.

Hvorfor er det en fordel at tage uddannelsen på At Work Skolen?

En stor fordel ved At Work Skolens uddannelse er, at du her primært bliver undervist af statsautoriserede fysioterapeuter samt at uddannelsen er gennemprøvet siden 1994.

På At Work Skolen har du mulighed for at vælge undervisning flere forskellige steder i Danmark, og undervisningen kan vælges som daghold, aftenhold eller weekendhold, og der kan desuden vælges imellem intensive forløb eller undervisning 1 gang om ugen.

Du har mulighed for at tilvælge specialer i Idrætsskader og Triggerpunkt akupunktur som overbygning til din uddannelse.

Du får online adgang til alle materialer lige så snart, du har tilmeldt dig uddannelsen, og med e-learningen kan du gennemgå læringsfiler, quizzer mm. lige så mange gange, du har lyst til.

Kan jeg tage uddannelsen ved siden af mit arbejde?

Ja, vi oplever mange, der tager uddannelsen til Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler ved siden af deres arbejde, så det kan fint forenes.

På At Work Skolen tilbydes daghold, aftenhold og weekendhold, hvor der vil være undervisning 1-3 gange om ugen, så du kan således vælge et hold, der passer ind i din (hver)dag.

Hvad hvis jeg ikke kan deltage første gang?

Vi anbefaler, at man møder op til alle undervisningsgange, men hvis du ikke kan deltage første gang, er det helt okay. Skriv blot i kommentarfeltet, når du tilmelder dig, at du ikke kan deltage første gang.

Hvad sker der, hvis jeg bliver syg?

Det er ikke noget problem, hvis man er syg og går glip af en undervisningsgang eller to – særligt da faget anatomi og fysiologi læses som E-learning, som jo er tilgængelig 24 timer i døgnet, og som gør det nemt at følge med.

Ved lang tids sygdom vil du have mulighed for at ansøge om en standby-plads til næste hold, så du stadig kan få din uddannelse.

Hvor meget tid skal jeg forvente at bruge til forberedelse/hjemmearbejde?

Som tommelfingerregel siger vi på At Work Skolen, at man skal bruge den samme tid hjemme til forberedelse, som man bruger på skolen til undervisning. Det varierer naturligvis fra elev til elev, alt efter forudsætninger og erfaringer.

Er der mødepligt på uddannelsen?

Der er ikke mødepligt på uddannelsen, og vi sikrer gennem en grundig eksamen, at det nødvendige niveau er til stede, før at du kan bestå. Derfor anbefaler vi naturligvis, at du møder op til alle undervisningsgange, så du er bedre forberedt til at bestå din eksamen.

Hvad får jeg af eksamensbeviser?

Som uddannet Fysiurgisk Massør og Sportsbehandler fra At Work Skolen modtager du et eksamensbevis og et karakterblad, hvor karakteren for den praktiske eksamen og beståelsesprocenten for anatomi og fysiologi står.

Hvis jeg ikke består en eksamen, kan jeg så gå til reeksamen?

Hvis du ikke består enten den praktiske eksamen eller den online test på uddannelsen, har du selvfølgelig mulighed for at tage en reeksamen mod betaling af et reeksamensgebyr. Man kan maksimalt gå til reeksamen 2 gange, så der er 3 eksamensmuligheder i alt.

Er anatomi og fysiologi svært?

Faget anatomi og fysiologi kan ved første øjekast virke svært for de fleste, der ikke har beskæftiget sig med faget før, blandt andet fordi der i faget indgår en række latinske betegnelser.

På At Work Skolen giver vi dig de bedste forudsætninger for at lære faget – dels fordi anatomi og fysiologi inddrages i den praktiske massageundervisning, og dels fordi du kan læse faget som E-learning på Internettet, hvor du i dit eget tempo kan gennemgå undervisningen og lytte til de latinske ord. Vi har f.eks. oplevet, at personer med ordblindhed har været særligt glade for E-learningen og er kommet igennem faget med rigtig gode resultater, da de netop både kunne lytte, læse og se.